Vi betaler mere end gennemsnittet – men får mindre rent spildevand for pengene
Middelfart Spildevand har både højere priser og større udledninger end resten af landet. Det kalder på mere åbenhed – og ambitiøse mål for at reducere udledningen af urenset spildevand i den kommende spildevandsplan for 2026–2031.
Udgivet d. 17/10/2025
Af Thomas Østermark Jensen
Vi betaler mere end gennemsnittet – men får mindre rent spildevand for pengene
Driften af Middelfart Spildevand er væsentligt dyrere end hos de fleste andre spildevandsforsyninger i Danmark.
Ifølge DANVA’s rapport “Vand i tal 2024” (baseret på data fra 2023) har Middelfart Spildevand driftsomkostninger på 17,78 kr. pr. solgt kubikmeter, mens landsgennemsnittet blandt 91 spildevandsforsyninger er 13,68 kr. Det betyder, at Middelfart Spildevand drives omkring 30 % dyrere end gennemsnittet.
De høje driftsomkostninger afspejles direkte i forbrugernes regning. Et årligt vandforbrug på 100 m³ koster i gennemsnit 5.086 kr. i Danmark – men hos Middelfart Spildevand betaler forbrugerne 5.919 kr., altså omkring 16 % mere.
Og selv om vi betaler mere, får vi ikke bedre resultater. I 2023 blev 7 % af spildevandet i Middelfart udledt urenset, mens landsgennemsnittet kun var 4 %.
Det betyder, at Middelfart udleder 75 % mere urenset spildevand til naturen end gennemsnittet (Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø – Punktkilder 2023).
I 2024 steg andelen af urenset spildevand i Middelfart til 12 % – altså næsten en fordobling på ét år.
Hvad betyder tallene?
Udgift ved 100 m³/år
Viser, hvad en gennemsnitlig husstand betaler årligt for at få leveret drikkevand og aflede spildevand (inkl. afgifter og moms).
Dette tal er et udtryk for den samlede pris for forbrugeren.
Driftsomkostninger pr. m³
Viser, hvad det koster forsyningen at rense og aflede én kubikmeter spildevand.
Dette er et nøgletal for effektivitet – jo lavere tal, jo mere effektivt drives selskabet.
Tallene bør være lettere at finde
Det burde være enkelt for borgerne at få overblik over, hvad de betaler for – og hvad de får igen. Men virkeligheden er en anden.
Det kræver i dag, at man selv gennemgår tekniske rapporter og sammenholder data fra flere kilder for at finde helt basale oplysninger som driftsomkostninger, udgifter og – ikke mindst – udledninger af urenset spildevand.
Netop informationen om udledninger har vist sig at være den mest vanskelige at få adgang til, selv om det er en af de vigtigste indikatorer for, hvordan vores forsyning faktisk performer miljømæssigt.
Den manglende gennemsigtighed gør det svært for forbrugerne at forstå, hvorfor priserne er, som de er – og at vurdere, om pengene bliver brugt fornuftigt.
Åbenhed og sammenlignelige nøgletal – også for udledninger – bør være en selvfølge, ikke en undtagelse.
Vi betaler mere – for dårligere kvalitet
Forbrugerne i Middelfart betaler altså højere takster, men får flere overløb, højere driftsomkostninger og større miljøbelastning end de fleste andre danskere.
Der er brug for mere åbenhed, effektivitet og ansvarlighed i vores lokale spildevandsselskab – og for en klar plan for, hvordan vi både kan sænke udgifterne og forbedre vandmiljøet.
Når jeg stiller op som forbrugerrepræsentant i Middelfart Spildevand, er det netop for at stille de spørgsmål, ingen andre stiller:
Hvorfor betaler vi mere for mindre kvalitet? Og hvornår får vi dokumentation for, at pengene faktisk gør en forskel for miljøet?
Derudover bør vi have ambitiøse og målbare mål for reduktion af udledninger af urenset spildevand, og det skal skrives direkte ind i den kommende spildevandsplan for 2026–2031.
Samtidig bør vi i langt højere grad tænke LAR – lokal afledning af regnvand – ind i kommunens anlægsprojekter og byudvikling. Ved at tænke regnvandshåndtering lokalt kan vi aflaste kloaksystemet, reducere overløb og potentielt finansiere dele af indsatsen gennem kommunale anlægsbudgetter i stedet for udelukkende via spildevandstaksterne. Det kræver dog et tæt samarbejde mellem Middelfart Spildevand, byrådet og forvaltningen, men gevinsten kan blive både økonomisk og miljømæssig.
Centrale nøgletal
| Metrik | Middelfart Spildevand | Landsgennemsnit | Afvigelse |
|---|---|---|---|
| Udgift ved 100 m³/år | 5.919 kr. | 5.086 kr. | +16 % |
| Driftsomkostninger pr. m³ | 17,78 kr. | 13,68 kr. | +30 % |
| Urenset spildevand (2023) | 7 % | 4 % | +75 % |
| Urenset spildevand (2024) | 12 % | – | – |
Kilder: DANVA “Vand i tal 2024”, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø “Punktkilder 2023”, Middelfart Spildevand 2024.
Jeg vil arbejde for
1. Reducere udledning af urenset spildevand gennem klimatilpasning
Ambitiøse reduktionsmål i spildevandsplanen for 2026–2031 og øget investering i klimatilpasning – herunder LAR-løsninger i tæt samarbejde med kommunen.
2. Mere gennemsigtighed og bedre kommunikation
Let adgang til data og en åben dialog med borgerne om resultater, udledninger og økonomi.
3. Effektiv og balanceret drift
Fornuftig brug af ressourcer og bedre prioritering gennem data og benchmarking – så vi sikrer den rette balance mellem økonomi, kvalitet og miljø.
Læs mere
Hvorfor vælger en 33-årig familiefar at stille op i Middelfart Spildevand? For mig handler det om, at forbrugerne skal have en reel stemme – også de yngre børnefamilier. Læs om mit formål, min tilgang og hvorfor jeg mener, at dialog er nøglen.
Klimatilpasning kan lyde teknisk, men det handler i virkeligheden om noget helt nært: at beskytte vores hjem, veje og havmiljø mod fremtidens regn og skybrud. Læs hvordan løsninger som regnvandsbassiner, grønne tage og smartere kloakker kan gøre en forskel – og hvorfor jeg mener, at klimatilpasning skal ske med både miljø og økonomi for øje.
Spildevandsforsyningen er kritisk infrastruktur – og derfor sårbar. Jeg mener, at beskyttelse mod sabotage og hybridangreb skal ind i spildevandsplanen 2026–2031
Bliv hørt – skriv til mig her
Bliv hørt – Skriv til mig her
thomasoe.dk
Thomas Østermark Jensen – Kandiat til Middelfart Spildevand forbrurgervalg
Kontakt
E-mail: kontakt@thomasoe.dk
Telefon: 60 93 95 97
Adresse: Kåsvænget 25, Middelfart